Spring til indhold

Den 9. november 1989 sluttede en epoke. Den dag gik der hul i Berlinmuren. Få dage forinden havde 1 million østtyskere demonstreret på Alexander Platz i Berlin under slagordet ”Vi er folket”. Stemningen var euforisk, og i tusindvis strømmede østberlinerne til grænseovergangene, hvor champagnepropperne sprang, trabierne osede og tidligere fjender omfavnede hinanden i en rus af håb til en ny og bedre verden. Den kolde Krig var ophørt. Den 2. Verdenskrig var langt om længe bragt til afslutning. Østen havde mistet et samfundssystem. Vesten et fjendebillede. 

Den 9. november 1989 er i virkeligheden en befrielsesdag for Europa – men mangler fortsat af et samlet Europa at blive fejret som sådan.

Det største håb er forfatterens erindringer fra rejser i det gamle Østeuropa – fra midten af 70’erne og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Rejserne fandt sted som arbejderdelegationer, hvor øst og vest mødte hinanden som ”manden på gulvet” og bekræftede hinanden i, at Den kolde Krig og dens fjendebilleder var en bedre verden værd.

Rejserne bringer læseren til Leninværftet i Gdansk, arnestedet for Solidarnosc, hvor værftsarbejdere i 80’erne skrev verdenshistorie, da de brød kommunisternes magtmonopol og skabte et nyt Europa.

Rejserne bringer læseren til ”den lukkede værftsby” Nikolajev ved Sortehavet, hvor 90.000 værftsarbejdere med Gorbatjovs reformer pludseligt skulle lære åbenhed og demokrati.

Det største håb fortæller også historien om Erich Honecker, der i 1959 besøgte København – på diplomatpas og i lodret strid med officiel dansk politik over for DDR.

Det største håb er historien om, hvad der bragte de kommunistiske østlande til fald. Da undtagelsestilstandene ophørte, og hverdagen tog over, brød landene bag Jerntæppet sammen. Et genforenet Europa lå forude.

Det største håb rejser og besvarer også en række spørgsmål med relation til Den kolde Krig og dens afslutning.

Kan man være kommunist efter Murens fald? 

Kan man være socialist? 

Ja – kan man være socialdemokrat?   

Forfatterens ubetingede svar på alle spørgsmålene er: Det kan man naturligvis, for det bekræftende i svaret udgør jo selve grundlaget for det demokratiske vestens kritik af forholdene bag Jerntæppet, hvor samme frihed til systemkritik ikke fandtes. Med andre ord: Ingen bodsgang her.

Ikke desto mindre er begivenhederne i 1989-91 så historisk epokegørende, at det bør give stof til refleksion og nytænkning blandt alle kommunister, socialister og socialdemokrater.

Hvad angår kommunismen er det forfatterens standpunkt, at “den virkeliggjorte socialisme” i sin egen selvforståelse tog fejl af “epoken” og af dens egen historiske placering. I egen selvforståelse var de kommunistiske lande i gang med at virkeliggøre en samfundsorden hinsides og efter det kapitalistiske samfund. I virkelighedens verden forblev samfundene aldrig andet end en variant af de borgerlige revolutioner – forbundet til de samfundsopgaver, der hører den borgerlige revolutions æra til.

Hvad angår socialismen er det forfatterens standpunkt, at den socialisme, der som mål har at indfri samfundsidealerne bag pigtråd og elektriske hegn, bag volde og mure, bag økonomisk protektionisme og begrænsninger i den personlige frihed, ligger endegyldigt begravet sammen med Berlinmurens nedrivning. Den 9. november 1989 afgik endegyldigt ved døden den nationalt baserede socialisme. Den 9. november 1989 ophørte Oktoberrevolutionens æra.  

Spørgsmålet om socialismen stiller sig dog anderledes, hvis et socialistisk projekt som samfundsideal har det mål, at underlægge den nuværende globale økonomi og alles afhængighed af denne en demokratisk og social orden med samfundsøkonomisk dybde. I dette perspektiv står menneskeheden først ved indgangen til socialismens aktualitet.

Hvad angår socialdemokratismen er det forfatterens standpunkt, at den demokratiske socialisme, socialismens med et menneskeligt ansigt, den tredje vej etc. i høj grad profilerede sig og identificerede sig i sin modsætning til kommunismen, og med sidstnævntes sammenbrud står såvel profileringen som selve identiteten nøgen tilbage som et blafrende svar i vinden, der til tider har det med at falde i et med det borgerlige samfunds tapet. Kommunismens sammenbrud kræver, at socialdemokratismen nydefinerer den demokratiske socialisme – hvis bevægelsen ellers ønsker at adskille sig fra den eksisterende social-liberalisme.

Det største håb rejser og besvarer også spørgsmålet om de personer, der rejste mellem øst og vest under Den kolde Krig ikke i virkelighedens verden rejste i ”fjendens tjeneste”? Til afklaring af dette spørgsmål er der i Danmark nedsat et helt ”Center for koldkrigsforskning”.

Hvad dette spørgsmål angår leverer Det største håb i form at en beskrivelse af den omfattende mellemfolkelige kontakt til et hav af arbejdspladser, som Fællesklubben på B&W Skibsværft havde til primært kommunistiske lande under Den kolde krig sit eget svar herpå. Svaret tegnede sig måske først for alvor tydeligt i 1992, da forfatteren selv sammen med daværende fællestillidsmand på værftet John Hansen for penge hentet i Udenrigsministeriets daværende ”Demokratifond” en kold februardag rejste til den i 100 år lukkede værftsby Nikolajev i Ukraine. Byen var centrum for Sovjetunionens militær-industrielle kompleks i forhold til landets Sortehavsflåde. Formålet med rejsen var, at Fællesklubben på B&W gennem en mellemfolkelig udveksling af primært tillidsrepræsentanter skulle lære byens ca. 90.000 værftsarbejdere ”demokrati” at kende. I 1992 rejste forfatteren uden enhver tvivl i ”demokratiets tjeneste” og for tusindvis af kroner hentet i den danske statskasse under udenrigsministeriel ledelse af Uffe Ellemann Jensen.

Historiens ironi er, at med Nikolajev-projektet havde Fællesklubben på B&W blot genopfundet sig selv. Fællesklubben gjorde præcist, hvad den som en dansk arbejdsplads havde gjort i årtier forinden og i alle årene under Den kolde Krig. Siden Den kolde Krigs hårdeste år i begyndelsen af 50’erne havde B&W-Fællesklubben hentet i hundredvis af tillidsrepræsentanter, familier og børn fra ”bag Jerntæppet” til Danmark, hvor de over et par uger blev slæbt gennem Staunings og Grundtvig danske folkehjem. Uafhængig af egen selvforståelse havde Fællesklubben i alle årene rejst i ”demokratiets tjeneste”.

Det største Håb er dog først og fremmest som undertitlen antyder – rejseerindringer. Erindringer fra rejser bag Jerntæppet.

Persongalleri

Persongalleriet i Det største Håb er på mere end 200 personer fra Danmark, DDR, Polen, Cuba og Sovjetunionen. Blandt personerne kan nævnes:

John Hansen, fællestillidsmand på B&W Skibsværft, der døde på Cuba på B&W-smedenes definitivt sidste rejse.

Bjarne Jensen, medstifter af SF i 1959 og hård kritiker af kommunisternes magtmonopol i østlandene.

Harald Kulmbach og Kaj Samuelsen, lokale partiformænd for DKP på B&W Skibsværft.

Herman Meth, fagforeningsformand på Warnowværftet i DDR frem til Jerntæppets fald.

Henrik Koscielski, formand for fagforeningen OPPZ på Lenin-skibsværftet i Gdansk – Solidarnosc’s arnested og kollega og ven/fjende til Lech Walesa.

Nina Bondar, international sekretær i Skibsbygningsarbejdernes Forbund i Sovjet, som åbnede den lukkede værftsby Nikolajev op for B&W’s Fællesklub med penge fra Uffe Ellemann-Jensens “Demokratifond”.

Bent W. Nielsen, journalist på Land og Folk og Østersøposten under DDR’s Østersøuger.

Karl Heinz Arendt, tolk for danskere i DDR og stasi-agent.

Erich Honecker (ven med Ingmar Wagner) som besøgte B&W i 1959, og som i 1988 fik officiel statsinvitation til Danmark af landets borgerlige statsminister Poul Schlüter.

Cato Sverdrup, direktør på B&W, som sendte B&W-tillidsmænd til Polen, for at kalde Solidarnosc-tillidsmænd på Szczecin Skibsværft til orden.

Gert Petersen, SF’s “store rorgænger”, som kritisk kommenterer bogens karakteristik af Den kolde Krigs mange “pilgrimsrejsende” så som forfatteren Hans Scherfig.

Herudover omtales en række historiske personer, hvoriblandt 8 blev skudt, 2 blev hængt, 1 dræbt med en issyl, 2 begik selvmord og 1 døde af sult. Samt mange andre, der oplevede at dø en naturlig død.