Rødder i nord og syd

Rødder i nord og syd

Af Lensa Gjedde Olsen

TV2 Lorry. Brunch - Ugens gæst 19. februar 2008. Lensa G. Olsen

"Rødder i nord og syd levendegør et næsten glemt stykke dansk kolonihistorie skrevet af en dybt engageret og personligt berørt forfatter og historiker. Bogen er absolut læseværdig, og den personlige familiehistorie, kombineret med forfatterens evne til at grave breve og dokumenter frem - som ikke alene er historisk relevante, men også underholdende - får læsningen til at glide let. Lensa Gjedde Olsen har en dybtgående viden om især grønlandske forhold."
Marianne Krogh Andersen, Berlingske Weekendavisen

Hos Lensa Gjedde Olsen får dansk kolonihistorie "både liv og farve". "Engageret og sobert skildret". "Alt i alt får læseren en glimrende indsigt i et vigtigt stykke dansk historie".
Gerhardt Eriksen, Jyllands Posten

"Det er både en spændende historie, forfatterens slægtshistorie i mange led - fordelt på Dansk Vestindien og Grønland - og et vigtigt lille indslag i og supplement til Danmarks kolonihistorie. Vigtigt og værdifuldt, fordi det er skrevet med følelse og kærlighed - parret med en enorm faglig indsigt og viden"
Anvar Tollan, Christianshavneren

"Lensa Gjedde Olsens bog er en flot blanding af kærlige familieminder og knivskarp socialrealisme fra en ikke så fjern kolonitid. Lensa Gjedde Olsen har rødder i både nord og syd, og det er der kommet en læseværdig bog ud af."
Kurt Kristensen, Sermitsiaq

»Rødder i nord og syd« af Lensa Gjedde Olsen giver et sjældent indblik i en del af den danske historie, som er mærkeligt underbelyst. Det taler til bogens fordel, at den går helt tæt på de enkelte begivenheder.
Sune Weile, Gymnasieskolen

Atuagagdliutit (Grønlandsposten)

Med fare for at blive beskyldt for nepotisme kan jeg ikke lade være med at omtale min kusine Lensa Gjedde Olsens bog om sine rødder på sin fars og til dels på sin mors side. Den har nogle oplysninger, som kan danne grundlag for forståelsen af forskellige koloniformer, som Danmark har udøvet nogle steder på kloden.

Lensa har fundet gamle breve i nogle kasser i kælderen i deres hus. De viste sig at være en guldgrube for en nysgerrig efterkommer af pastor Ejnar Olsen.

Kasserne indeholdt historier om mennesker, der har arbejdet på De vestindiske Øer og ikke mindst har oplevet landarbejdernes opstand og strejke, der senere førte til salget af øerne til USA.

Pastor Ejnar Olsen, Lensas farfar, læste til præst og efter endt eksamen flyttede han til St. Croix i Vestindien i Caribien. Her traf han en formuende ung kvinde Anna Mette, der holdt ferie hos nogle slægtninge.

De blev gift og boede der indtil Ejnar Olsen blev bevilget orlov fra sit embede i 1916, men allerede 1917 solgte den danske stat øerne til USA.

Ejnar og Anna Mette vendte aldrig tilbage til øerne men bosatte sig på en dansk ø, Bornholm.

Her blev Lensas far Ole født.

Ole uddannede sig til civilingeniør og rejste til en anden koloni, Grønland. Her forelskede han sig hovedkuls i en ung pige på 19 år.

Ole arbejdede for Grønland hele sit liv, først nogle år i Qullissat og derefter i den nu hedengangne Grønlands Tekniske Organisation.

En anderledes koloniform

Min kusine fortæller meget om Ejnar Olsens virke på St. Croix. Mellem linierne kan man fornemme en anden slags koloniform - en anden form end dén, den danske stat udøvede over for Grønland.

Det har været tilladt for mennesker i Danmark at investere i jord og anlægge plantager på øerne. Den store strejke, der førte til salget af øerne, var begrundet i meget dårlige forhold for landarbejderne, som med ussel løn fristede tilværelsen med dårlig eller ingen uddannelse, samt med megen misbrug af stærke drikke.

Det blev farligt for de danske kolonialister under strejken og forfatteren øser af Ejnar Olsens dagbog, hvor han har beskrevet situationen fra nærmeste hold.

Den koloniform, hvor man kunne investere i jord, kendes ikke i Grønland. Grønlænderne under kolonitiden er aldrig blevet landarbejdere. De danske konger valgte at lukke Grønland for omverdenen og monopoliserede handelen.

De grønlandske fangere skulle sælge deres varer i form af fortrinsvis spæk og skind til monopolet. Nogle varegrupper, som drikkevarer, blev forbudt at sælge til grønlænderne.

Da befolkningerne på De vestindiske Øer blev spurgt om deres mening med hensyn til salg af øerne til USA, var der stor tilslutning til dette.

Der er forskel på opfattelsen af Danmark som kolonimagt; De vestindiske Øer blev solgt i 1917, Island løsrev sig under den anden verdenskrig, Færøerne fik hjemmestyre i 1948 og Grønland i 1979.

Lensa Gjedde Olsen har skrevet en til tider morsom og til tider tankevækkende bog. Hendes beskrivelse af Grønland under Den anden Verdenskrig er noget rosenrød, mens beskrivelserne af begivenheder omkring salget af De vestindiske Øer er informativ, da de indeholder oplevelser, som mennesker, der vitterligt levede under begivenhederne, giver liv.

Dette gør bogen interessant for en større kreds end den snævre familie Gjedde Olsen og den Nordgrønlandske Lynge-slægt.

Hans A. Lynge, Atuagagdliutit (Grønlandsposten)

Berlingske Weekendavisen, 16. - 22. juli 2010.

Usædelige negre og dovne eskimoer

Kolonihistorie. Et familiedrama fortæller en næsten glemt historie om afviklingen af danske kolonier i Grønland og Vestindien. Den ene koloni ville være så dansk som det mest danske. Den anden kæmpede for at blive amerikansk.

MED tropesolen i zenit, omgivet af sukkerrør og romdestillerier, bliver præst Ejnar Olsen og Anna Mette Gjedde Olesen viet på St. Croix i 1913. Samme år gifter kolonibestyrer Frederik Lynge sig med Malianguaq Marie Fly i den højtliggende Zionskirke i Ilulissat ( Jakobshavn) med udsigt over isfjelde så store som toetagers huse.

Næsten hundrede år senere fortæller deres barnebarn, Lensa Gjedde Olsen , bedsteforældrenes historie og sætter dermed kød og blod på en ikke så fjern fortid, hvor det i de daværende danske kolonier var helt i orden at kalde »negre« for usædelige, drikfældige og ikke til at stole på og at anvende nogenlunde de samme gloser om grønlændere.

Missionær Olsen og kolonibestyrer Lynge kom begge tæt på afviklingen af et stykke dansk kolonihistorie. Ejnar Olsen blev »afskediget i nåde«, fordi Danmark i 1917 opgav de underskudsgivende tropeøer og solgte Dansk Vestindien til USA for 25 millioner dollars. Frederik Lynge, som var født ind i en fangerfamilie, opnåede at blive medlem af Folketinget efter i FN' s generalforsamling at have plæderet for det dengang højst aparte synspunkt, at Grønland ikke som de øvrige kolonier skulle have selvstændighed, men tværtimod knyttes endnu tættere til kolonimagten og blive en del af det danske rige. Det skete i 1953, hvor Grønland med grundlovsændringen overgik fra at være koloni til et ligestillet amt i Danmark. Et år senere skrev Frederik Lynge som repræsentant for det grønlandske folk i FN i New York under på traktaten om Grønlands ophør som koloni.

Rødder i nord og Syd levendegør et næsten glemt stykke dansk kolonihistorie, skrevet af en dybt engageret og personligt berørt forfatter og historiker. Det er bogens styrke, men samtidig dens svaghed. For indimellem bliver Lensa Gjedde Olsen lovlig privat. En mere brutal og ansvarlig forlagsredaktør havde sat en stopper for gentagne reklamer for Lensa Gjedde Olsens foredragsvirksomhed og småpludren om de opdagelser, internettet har givet hende under hendes slægtsforskning.

Derved ville den gode historie - som er medrivende på det personlige, familiemæssige plan og væsentlig som danmarkshistorie - være trådt tydeligere frem.

Dette er ment som en mild kritik. For bogen er absolut læseværdig, og den personlige familiehistorie kombineret med forfatterens evne til at grave breve og dokumenter frem - som ikke alene er historisk relevante, men også underholdende - får læsningen til at glide let. Lensa Gjedde Olsen har en dybtgående viden om især grønlandske forhold.

Hun udnytter, at hun gennem sin grønlandske mor og danske far har et ben i begge lejre, og hun har et sjældent blik for den særlige grønlandske tone og forstår at nuancere forholdet mellem danskere og grønlændere og derved beskrive Grønlands - set med resten af verdens øjne - bizarre spring fra koloni til at blive et amt i den tidligere kolonimagt. Grønland var en del af hendes barndom. Der blev holdt fester, spillet harmonika og kastet penge i grams ved festlige lejligheder, og bedstemor Malianguaq var fast på gæstevisit i uger.

Morfaderen Frederik Lynge var en kendt personlighed i hele Grønland. Hans hjem i Aasiat ( Egedesminde) er i dag omdannet til museum. Karakteristisk for datidens elite påtog han sig en mængde tillidsposter bl. a. som medlem af Nordgrønlands Landsråd, hvor den danske landsfoged var født formand.

Da Frederik Lynge blev valgt til det danske folketing, skete det først og fremmest med stemmer fra de mange små bygder. Der var almindelig enighed om, at Grønland skulle knyttes tættere til Danmark, og at boligstandarden skulle hæves og den sociale nød afhjælpes. Men midt i daniseringen mindede Frederik Lynge om, at grønlænderne burde være mere stolte af deres kultur og blive mere selvhjulpne. Han advarede mod for stor afhængighed af lilleputlandet mod syd og skrev i en lejlighedssang om de forkælede grønlændere: »Vi må jo takke/Sonja Bugsereren/men må spørge os selv/når den næste båd kommer:/»Kan den blive ved med at forkæle mig?« digtede Frederik Lynge om bugserbåden, som sørgede for gratis hvalkød til grønlænderne.

FAMILIEBÅNDENE til den fjerne koloni Vestindien blev stort set kappet efter salget til USA. Men Ejnar Olsen medvirkede i oplysningskampagnen op til afstemningen i Danmark om salget i 1916. Hans budskab var dobbelt. På den side mente han følelsesmæssigt, at Danmark burde beholde Vestindien. På den anden side sagde fornuften ham det modsatte. Han havde på nærmeste hold set arbejdere blive udnyttet på danske sukkerplantager med sulteløn.

Fagforeningslederen David Hamilton Jackson opildnede til strejke for at få daglønnen hævet til en halv dollar. Modsvaret var lockout. Samtidig smed de danske plantageejere landarbejderne og deres familier ud af deres huse. Så de stod uden både job og hjem. Resultatet var nød og elendighed.

Pastor Olsen var forarget over den brutale fremgangsmåde og racismen i den danske koloni. Han havde selv opbygget en menighed, organiseret sport og været med til at højne uddannelsesniveauet blandt de mange, som hverken kunne læse eller skrive. Alt dette arbejde lå nu i ruiner som følge af konfrontationen mellem landarbejdere og plantageejere. Nu gjaldt det blot om at skaffe havresuppe til at afhjælpe sulten blandt kvinder og børn.

Blandt de danske i Vestindien opstod der bitter strid mellem strammere og slappere (også kaldet »negervenner« ). Nogle ville konfrontation med fagforeningen og de strejkende. Andre forhandling. Til sidst lykkedes det den danske skoledirektør at skaffe et kompromis mellem landarbejdere og plantageejere.

Men tiden randt ud for den danske koloni. Vestinderne ville ikke høre under Danmark. De drømte om stormagten USA. Og finansminister Edvard Brandes manglede penge i kassen.

Så efter en folkeafstemning med meget lav valgdeltagelse blev Dannebrog efter 250 år strøget på Vestindien. Danmark fik sine 25 millioner dollars, og USA skrev samtidig under på, at Danmark var den retmæssige ejer af Grønland.

MARIANNE KROGH ANDERSEN

Jyllands Posten, 3. august 2010.

Kolonihistorie gennem familien

Dansk Vestindien og Grønland under dansk kolonistyre oplevet tæt på. Livlig og nærværende (familie)historie fortalt af en efterkommer.

Selv om vi bliver mindet om det, hver gang der er nyheder om Norddanmark, altså Grønland, er mange tilbøjelige til at glemme, at Danmark rent faktisk som mange andre europæiske lande har været en kolonimagt.
Men en afdeling af Finansministeriet lød faktisk indtil midt i Første Verdenskrig navnet ”Koloniernes Centralstyrelse” og administrerede de to tilbageværende danske kolonier, Dansk Vestindien og Grønland.
I 1917 blev de tre små øer i Vestindien efter en folkeafstemning og et kompliceret forhandlingsforløb dog solgt til USA, mens Grønland fortsat til vedtagelsen af Grundloven i 1953 bevarede kolonistatus.
Det er denne afvikling af vores imperium, som Lensa Gjedde Olsen, gymnasielektor i historie ved Falkonergårdens Gymnasium i København, skildrer i sin engagerede og sobre bog.

Liv og farve

Lensa Gjedde Olsen opfylder ud over sin faglige uddannelse ganske særlige betingelser for at skrive om emnet. Hun stammer nemlig på både fædrene og mødrene side fra centrale personer i begivenhederne og har kunnet øse af et omfattende familiearkiv, breve og beretninger, som beretter om tilstandene i de to kolonier.
Netop gennem breve fra tiden oplever læseren af brevene - og nu af bogen - livet i kolonierne ganske tæt på, og en kolonihistorie, der sagtens kan skrives som en lettere tør kronologisk fremstilling, får hos Lensa Gjedde Olsen både liv og farve.
Hendes farfar, Ejnar Olsen, var af københavnsk embedsmandsfamilie og blev efter teologisk embedseksamen præst ved Kingshill Kirke på St. Croix. Han blev i 1913 i sin egen kirke gift med Annemette Gjedde Olesen, der egentlig bare kom til øen for at besøge en slægtning.
Hendes morfar, Frederik Lynge, lærer og senere politiker, blev samme år i Jakobshavn, nu Ilulissat, viet til Malianguaq Fly.
Lensa har altså rødder både i syd og nord, og gennem to parallelle historier følger hun begge familier og de samfund, som de levede i.

To vigtige mænd

Både Ejnar Olsen og Frederik Lynge spillede en rolle, førstnævnte som en flittig og engageret præst med mange kontakter - og vanskeligheder med at forstå de sociale problemer bag en stor landarbejderstrejke lige før Vestindiens adskillelse fra Danmark.
Frederik Lynge, en betydelig mand under Grønlands overgang til en selvstyrende enhed, fik en vigtig politisk rolle og repræsenterede øen både i Folketinget og i FN's generalforsamling - som sin fætter Augo Lynge, der advarede mod vintersejlads til Grønland og på tragisk vis omkom med ”Hans Hedtoft” i januar 1959.
Olsen og Lynge og deres efterkommere er altså hovedpersonerne i bogen, men alt i alt får læseren en glimrende indsigt i et vigtigt stykke dansk historie.

Gerhardt Eriksen