Tilblivelsens dialektik

En undersøgelse af den marxistiske 
udviklingsidés aktualitet
Af Anders Laubjerg

Tilblivelsens dialektik findes som netpublikation på http://anderslaubjerg.homepage.dk 

Fra Forordet.

Eftertiden har ved Karl Marx's samfundsteori i hovedsagen forstået

	en teori om kapitalismens økonomiske bevægelseslove og
	en teori om en særlig historisk materialisme.

Marx's arvtagere har imidlertid været uenige om, hvorvidt Marx også har efterladt sig

	en særlig dialektisk metode,
	en teori om en dialektisk materialisme omfattende såvel naturen som samfundet og
	en formationsteori som i modsætning til den historiske materialisme ikke blot er en teori om samfundet som sådan men en udviklingsteori for samfundets bevægelse.

Formationsteorien - og det er standpunktet i denne fremstilling, at Marx har efterladt sig en formationsteori - omhandler samfundets udviklingshistorie, den samlede menneskeheds samfundshistorie herunder denne histories resultat i form af en række efter hinanden følgende udviklingsformer af den samfundsmæssige formationsproces. Formationsteorien anskuer den brogede mangfoldighed af enkelte folks historier ud fra et samfundsmæssigt udviklingsperspektiv, som forsøger at lokalisere en udviklingslinie fra lavere til højere former i menneskesamfundets tilblivelseshistorie. Resultatet af denne undersøgelse findes i dette manuskripts kapitel 10 og 11.

Indplaceringen af ”det socialistiske verdenssystem” i samfundets formationsproces findes i dette manuskripts kapitel 12. Her analyseres forholdet mellem formation og revolution specifikt i relation til den borgerlige revolutionsepoke og kapitalismens formationsopgaver. Kapitlet indeholder også en stillingtagen til Marx’s andel i og teoretiske medansvar for "den virkeliggjorte socialismes" opbygning og endelige sammenbrud.

Umiddelbart afdækkede hele denne undersøgelse en række uoverensstemmelser i de periodiseringer af verdenshistorien, som findes i Karl Marx og Friedrich Engels' skrifter. Men uoverensstemmelserne var kun tilsyneladende. De lod sig overvinde gennem en tilegnelse af den videnskabsteoretiske fornyelse i dén materialisme, som Marx udvikler i modsætning til den mekaniske materialisme og i modsætning til den klassiske tyske dialektik. Resultaterne af denne tilegnelse findes i dette manuskripts kapitel 2 til 6. Det er således denne fremstillings standpunkt, at Marx (og ikke blot Engels) har efterladt sig en materialistisk dialektik.

Det indledende metodeafsnit (kapitel 2) kan for personer uden forudgående kendskab til marxistisk teori måske forekomme vanskeligt tilgængeligt. Metodeafsnittet kan læses som et indledende kapitel, men det kan også i første omgang springes over og læses som et afsluttende kapitel.

Undersøgelsen af formationsteoriens aktualitet trak et dybere liggende spørgsmål med sig om ”fremskridtet” eller udviklingens væsen som sådan. Ligesom Marx's formationsskemaer for samfundets udvikling indeholder et postulat om en opstigende udviklingslinie for samfundets bevægelse, således postulerer den materialistiske dialektik som en almen filosofisk udviklingsteori en opstigende udviklingslinie for materiens bevægelse som sådan. Opfattelsen af virkeligheden som en i niveauer opdelt virkelighed, der afspejler en hierarkisk struktur, hvor højere bevægelsesformer underlægger sig lavere bevægelsesformer, er det centrale punkt i Marx og Engels' dialektiske fortolkning af materien i bevægelse. I dette manuskripts kapitel 3 til 9 bliver Marx og Engels’ dialektiske fortolkning af naturen konfronteret med en række af det 20. århundredes naturvidenskabelige landvindinger.

Den røde tråd gennem alle manuskriptets kapitler er en i karakteren filosofisk undersøgelse af det værendes tilblivelse - af tilblivelsens dialektik. Og den materialistiske dialektik er i denne sammenhæng identisk med forfatterens fortolkning af den udviklingsidé, som findes overalt i Marx og Engels' tekster.

Som det er én af denne fremstillings pointer, er materien i bevægelse uden mening. Hverken materien, livet endsige mennesket selv er planlagte. Vi er ikke højdepunktet på en fjern skabelsesakt. Vi er ikke nødvendige. Men vi er heller ikke resultatet af en blind tilfældighed. I denne sammenhæng – og på et videnskabsteoretisk plan - er Marx fortsat aktuel, idet det allerede i 1800-tallet lykkedes for Marx at forene det tilfældige med det nødvendige inden for rammerne af en determinisme, som hverken absoluterer nødvendigheden endsige tilfældigheden.

Ikke blot Marx’s arvtagere men store dele af naturvidenskaberne op til nyeste tid har hængt fast i 1700-tallets materialisme. Denne mekanikkens materialisme har altid elsket nødvendigheden og jaget tilfældigheden som videnskabens fjende nr. 1. Af samme grund har den aldrig kunnet forklare udviklingens væsen, tilblivelsens dialektik, det kreative, som netop har samspillet mellem nødvendigheden og tilfældigheden som sit tilblivelsesgrundlag. 

I såvel fortolkningen af den materialistiske dialektik som af formationsteorien samt i indplaceringen af ”den virkeliggjorte socialisme” i samfundets formationsproces, indeholder dette manuskript et nutidigt bud på Marx’s aktualitet.

København januar 2002 .